Af Vilhelm Birkedal
Der er i den nye tid opstået en mærkelig tavshed, midt i larmen. Jeg ser unge mennesker vandre gennem livet med øjne fæstnet til lysende tavler – som om virkeligheden er noget, der sker et andet sted. De kalder det sociale medier, men hvor lidt samvær er der dog tilbage i dette samvær? Man siger det er fremskridt. At børn og unge nu har hele verden i lommen. Men hvad hjælper det at eje verden, når sjælen går tabt? De unge deler billeder, likes, tomme ord og hurtige domme. De sammenligner sig, måler sig, bekræfter og fordømmer, som om værdien af et menneske kan måles i hjerter og følgere. Men hjertet , det sande hjerte , lader sig ikke regne i tal. Det formes i stilheden, i bønnen, i samtalen, i det virkelige møde med det andet menneske. Skærmens verden er glat, men virkeligheden er ru. Og det er netop i det ru, det ujævne, det ægte, at livet formes. Ikke i selviscenesættelse, men i selvopofrelse. Ikke i billeder, men i nærvær. Jeg vil ikke fordømme teknikken, den kan tjene det gode, som alt andet skabt. Men jeg råber et kærligt kald til ungdommen. Glem ikke din sjæl. Glem ikke din næste. Glem ikke det ansvar, som følger med friheden. Tal ansigt til ansigt. Elsk med dit hjerte, ikke i form af filtre. Og søg det evige i en flygtig tid.
For kun hvor Ordet bor – det levende Ord – dér bliver vi hele mennesker.
Skriv et svar