Vi skaber mening

Scenariedidaktiske forløb

Her kan du finde scenariedidaktiske forløb, som lærerstuderende afprøver og bidrager til udviklingen af i forskellige fag.

  • At tale gennem andres stemmer

    At tale gennem andres stemmer

    På denne blog kommer vi til at udforske aktuelle emner set gennem øjnene på markante skikkelser fra forskellige kirkelige retninger. Hver deltager vil sætte sig i en kendt persons sted og formulere tanker og holdninger, som om de var denne person.

    Det handler ikke om at gengive historiske fakta, men om at leve sig ind i, hvordan de måske ville udtale sig om nutidige problemstillinger ud fra deres tro, værdier og livssyn.

    Her bliver der plads til refleksion, fantasi og faglig fordybelse – og til at opdage, hvordan forskellige stemmer inden for kirkelige traditioner kan kaste nyt lys over nutidens spørgsmål.

    Velkommen til en blog, hvor vi øver os i at forstå verden gennem andres ord.

  • Jeg vender mig i graven af begejstring!

    Af Jesper Langballe

    At den unge Morten Dahlin, har vovet at sige, at danske soldater skal kæmpe for kristendommen, har naturligvis udløst forargelse blandt det på venstrefløjen og hos de Radigale, som i årtier har levet højt på den illusion, at religion og politik kan skilles ad vievand og olie. Men Morten har jo ret! Han sætter ord på en sandhed, som vi i Tidehverv har forkyndt i en menneskealder, og som kun de åndsfattige kan fornægte.
    For sagen er den, at kristendommen ikke er en privat sag. Kristendommen er det fundament, dansken hviler på. Uden kristendommen er Danmark slet ikke Danmark. Vores frihed og værdier er uløseligt bundet til evangeliet om Jesus Kristus. Ikke som sentimental søndagsbeskæftigelse, men som historisk og åndelig virkelighed.

    Når de danske Jenser drager mod fronten, er det ikke nok, med floskler og demokrati og menneskerettigheder, som de unge mennesker jo dårligt ved hvad er. De skal kæmpe for Danmark og danskerne og danskerne er et kristent folk i et kristent land. Ikke fordi vi alle tror på gud, men fordi vores kultur, vores sprog, vores love og vores samvittighed er præget af Kristus. At kæmpe for kristendommen er derfor at kæmpe for alt hvad vi har kært og for at de kommende generationer også skal have et sted at høre til.


    Tidehverv har altid peget på, at tro er ansvar. Ikke blot fromhed. Vi bekender os til den korsfæstede og opstandene Herre Jesus. ikke en idé, men en virkelighed, der kræver lydighed. Og lydighed mod Gud betyder også vilje til at forsvare Guds skaberværk, Han har givet os Danmark og hinanden. Et land og et folk som er ved at blive rendt over ende af islamister og nu også kosakkerne.

    Den overlevelseskamp for dansk kultur, vi står i, er reel. Den føres ikke med bomber, men med værdier og med foragt for alt det, vi har fået i arv. Hvis vi ikke ser i øjnene, at denne kamp også kræver vilje til modstand, har vi allerede tabt.

    Morten Dahlin skal ikke skældes ud. Når han påpeger at den kulturkamp også hører til i forsvaret. Lyt dog til den unge mand, for han har, måske uforvarende, sagt noget vigtigt. Noget, præster burde sige fra prædikestolen. Nemlig at vi har noget at kæmpe for og at vi har Gud med på vores side.

  • I skærmenes skygge

    Af Vilhelm Birkedal

    Der er i den nye tid opstået en mærkelig tavshed, midt i larmen. Jeg ser unge mennesker vandre gennem livet med øjne fæstnet til lysende tavler – som om virkeligheden er noget, der sker et andet sted. De kalder det sociale medier, men hvor lidt samvær er der dog tilbage i dette samvær? Man siger det er fremskridt. At børn og unge nu har hele verden i lommen. Men hvad hjælper det at eje verden, når sjælen går tabt? De unge deler billeder, likes, tomme ord og hurtige domme. De sammenligner sig, måler sig, bekræfter og fordømmer, som om værdien af et menneske kan måles i hjerter og følgere. Men hjertet , det sande hjerte , lader sig ikke regne i tal. Det formes i stilheden, i bønnen, i samtalen, i det virkelige møde med det andet menneske. Skærmens verden er glat, men virkeligheden er ru. Og det er netop i det ru, det ujævne, det ægte, at livet formes. Ikke i selviscenesættelse, men i selvopofrelse. Ikke i billeder, men i nærvær. Jeg vil ikke fordømme teknikken, den kan tjene det gode, som alt andet skabt. Men jeg råber et kærligt kald til ungdommen. Glem ikke din sjæl. Glem ikke din næste. Glem ikke det ansvar, som følger med friheden. Tal ansigt til ansigt. Elsk med dit hjerte, ikke i form af filtre. Og søg det evige i en flygtig tid.

    For kun hvor Ordet bor – det levende Ord – dér bliver vi hele mennesker.

  • Må vi foreslå en måned på folkehøjskole, hr. Trump?

    Af Anders Nørgaard, grundtvigiansk valgmenighedspræst

    Ved jorden at blive, det tjener os bedst – det ser vi tydeligt, når vi kigger mod USA, hvor præsidenten fra sit høje Trump Tower spionerer på et mineralstruttende hjørne af vores rigsfællesskab, som han nu vil købe og eje.

    Hr. Trumps ukristelige købmandsmentalitet truer ikke blot Grønlands ro og fred, men hele det danske rigsfællesskabs åndelige sammenhængskraft og det oplyste menneskesyn, som vi bygger vores dannelse og fællesskab på: Vi tror ikke på at eje hinanden – vi tror på frihed for Loke såvel som for Thor.

    Trump repræsenterer det stik modsatte af, hvad vi grundtvigianere går ind for. Hvor vi taler om “menneske først – kristen så”, prædiker han: ”Amerika først – mig selv ligeså”. Hvor vi hylder skolen, kirken og folkehøjskoler og et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt, dyrker Hr. Trump kun magt, Musk og mammon.

    Men Rigsfællesskabets folkeånd er ikke til salg. Vi fører løver i vort skjold – og vi lader os ikke købe. Ikke i går, ikke i dag, ikke i evighed.

  • Se nu sandheden i øjnene – Vi lever i virtuelle drømmesamfund 

    Debatindlæg af Søren Krarup, repræsentant for tidehvervsbevægelsen 

    Samfundet udvikler sig gennem tiderne, den udvikling ender vi som passive medpassagerer i, hvis ikke vi stopper op og tænker os grundigt om! Udviklingen har betydet, at vi nu lever i en tid med massive teknologiske muligheder og inputs i vores hverdag. I denne tid forsøger mennesket at flygte fra virkeligheden og fra det store ansvar, som livet og troen forpligter os til. De sociale medier er billedet og det mest skræmmende eksempel på denne udvikling, særligt blandt vores børn og unge, da de ikke har nogle begrænsninger i forhold til brugen af sociale medier. Medierne lokker med billeder, likes og overfladiske selvfremstillinger, men de skaber hverken mening eller sandhed, tværtimod! 

    Vores kristne historie må for guds skyld ikke glemmes. Som kristne og især som mennesker med en stor forankring til folkekirken og den tidehvervske tradition, skal vi fortsat insistere på virkelighedens betydning. Vi må opleve, føle og mærke sandheden i livet, vi kan ikke gemme os i teknologiske redskaber og sociale medier. Det er i mødet med det konkrete menneske, i ansigt til ansigt-samtalen, i fællesskabet omkring en gudstjeneste og i ansvarligheden overfor gud, at livet giver mening. Det er bestemt ikke i en digital verden, hvor relationer og samtaler bliver virtuelle, som samtidig udvander vores ansvar overfor den virkelighed vi befinder os i.  

    Det har altid været tidehvervs holdning at afvise illusioner og religiøse følelser uden nogen form for forankring. Vi tror ikke på at mennesket i sig selv er godt. Vi tror på at vi har brug for guds nåde og en fast sandhed i livets øjeblikke. Når de sociale medier tilbyder unge en virkelighed, hvor alt kan formes efter egne ønsker og hvor man undgår konfrontationen med det svære og ansvarlige, så bliver de tabt i det menneskelige og kristelige. Flere undersøgelser peger på en uhørt stor mistrivsel blandt børn og unge, som netop forårsaget af den virkelighed på de sociale medier, hvor de presses til uopnåelige idealer. De unge må tilbage i livet og den kristne forankring, dette vil give dem deres frihed tilbage.  

    Vi skal have handling nu! De unge skal fri af de sociale mediers greb, de skal mærke virkeligheden og blive frie igen! 

  • Blogindlæg

    af en grundtvigiansk valgmenighedspræst inspireret af N.F.S. Grundtvig

    Midt i samfundets digitalisering og skærmstorm føler mange sig fremmedgjorte – ikke mindst de unge. De bliver dagligt lokket væk fra det levende fællesskab og ind i et tomrum af hurtige billeder, flygtige likes og tavse algoritmer. Det er som om, det levende ord – samtalen, sangen, den ægte fælles oplevelse – forsvinder i skærmens kolde lys. Vi, der står i den grundtvigske tradition, ved, at mennesket først og fremmest er skabt til fællesskab. Ikke et digitalt fællesskab, men et folkeligt, levende og mundtligt fællesskab. Der, hvor vi synger sammen, lever sammen, bærer vores historier, tro og håb sammen. Det er det fællesskab, vores børn og unge længes efter – måske uden at vide det. 

    Vi skal ikke fordømme skærmen, men vi må tilbyde noget bedre: levende samvær, fællessang, gymnastik, oplæsning, samtale og gudstjeneste. Vi må skabe rum for børn og unge, hvor de kan være til stede med hele deres menneskeliv – med leg, alvor, tro og spørgsmål – og ikke kun som forbrugere af underholdning. 

    Grundtvigs store vision var, at mennesket gennem dåb og liv skulle træde ind i det folkelige og kristelige fællesskab – det skal vi tage alvorligt igen. Det begynder med os voksne: Lad os slukke for skærmen og tænde for fællessangen. 

  • Kan Grundtvigs eksamens-frie ideal gennemføres i folkeskolen?

    Af Kenneth Ejmann Hvidløgstrup

    Vi lever i en tid hvor flere ser tilbage på Grundtvigs tanker omkring oplysning og uddannelse med henblik på revitalisering. En af disse tanker var ønsket om en eksamensfri skole. Grundvig mente ikke skolegang var til for at forberede til en eksamen, så man kunne bevise at man havde gennemført den påkrævede skolegang, og på baggrund af dette bevis, være kvalificeret til deltagelse i samfundet. Her bliver det meningsfulde ikke det, der sker i skolen, men det der kommer efter. Skolen er blot forberedelse til det virkelige liv, eksamensbeviset er billetten til det.

    For mig at se har vi stadig brug for Grundtvigs kritik. Eksamens-tænkningen viser sig nemlig utilstrækkelig fra to sider. Dem kommer jeg til. Først vil jeg svare de modsigelser der ofte rejser sig, når man diskuterer afskaffelse af eksamenskravet: hvordan ellers sikrer men sig, at eleverne får det ønskede udbytte af deres lange skolegang? Eller udtrykt med analogier som “Ville du lade dig operere af en læge, der ikke har bestået en eksamen?”

    Mit flabede svar på det sidste spørgsmål er: “Tør du lade dig operere af en læge, der blot har bestået en eksamen?”

    Længe har vi været bevidst om den anden side af eksamen-logikkens præmis, da vi har set dygtige elever klare sig ringe til eksamen. Måske på grund af angst, men i endnu mere foruroligende tilfælde, på grund af manglende sammenhæng mellem meningsfuld deltagelse i undervisningsaktiviteter på den ene side, og politisk motiverede kompetence-krav (a la Fælles Mål) på den anden. Disse er eksempler på hvordan eksamener kan levere falske negativer: eleven er dygtigere end eksamensbeviset viser. Men med den moderne teknologi må vi også forholde os til false positiver: eleven er ikke dygtig til faget, men han er dygtig til eksamen. En upartisk, udefra kommende censor, som så længe har været anset som den ideelle “dommer”, har ikke forudsætninger for at se forskel på de to.

    Teknologien har udfordret eksamens-tanken, der bygger på en klar sammenhæng mellem undervisning, deltagelse, læring og konkret udbytte i form af kvantificerbare færdigheder. Med brug af kunstig intelligens har mange lært at springe direkte til det sidste. Og hvorfor skulle de ikke gøre det, hvis det er det, de bliver bedømt på? Mennesket er ikke født dovent. Det er født i den energiske skaberguds billede. Svaret er ikke at vi skal træne dem i at arbejde hårdere for samme udbytte. Vi skal lære dem, at det ikke kun er udbyttet, der gælder. Skolens formål er ikke forberedelse, det er livsoplysning. Det fordrer en meningsfuld omgang med tilværelsen. Det kræver at skolen også bliver en del af livet.

    Selvfølgelig er dette ikke et skift, man kan gennemføre fra den ene dag til den anden via politisk mandat ovenfra. Og jeg ønsker ikke at forestille mig, at jeg har alle svarene på, hvad der er ret og klogt at gøre. Men så længe afgangseksamen forbliver det endegyldige symbol på tilfredstillende skolegang, vil det blive en hård kamp at overbevise eleverne om dette “nye” skoleideal.

  • Et samfund uden alvor – og en ungdom uden retning

    Af Søren Krarup, Tidehverv

    Der findes intet mere alvorligt end menneskelivet. Vi er ikke sat i verden for at fornøje os, men for at tage ansvar – for os selv, vores næste og den verden, Gud har betroet os. Derfor gør det mig oprigtigt bekymret at iagttage den ungdom, som i dag lever i en virkelighed styret af skærme og sociale medier. Det er ikke virkelighed, men illusion. Ikke dannelse, men distraktion.

    TikTok, Instagram og hvad de ellers hedder, disse moderne afguder, lokker unge mennesker til at tro, at det vigtigste i liver er synlighed og popularitet. Men det er løgn. Sandheden er, at mennesket er skabt i Guds billede – og netop derfor kaldet til ansvar, til skyldserkendelse, til tro. Ikke til selviscenesættelse og følelsesflimmer.

    Tidehverv har altid stået fast på, at kristendommen er et opgør med tiden tomhed. Og sjældent har denne tomhed været mere påtrængende end i dag. Vi lever i et samfund, hvor intet længere er helligt. Hvor autoriteter nedbrydes, hvor traditioner hånes, og hvor ethvert ungt menneske opfordres til at “være sig selv” – som om det skulle være nok. Men hvem tør længere sprøge: Hvad vil Gud med mig?

    Det moderne menneske har mistet sin forankring. Og det moderne samfund har vendt ryggen til den kristne sandhed. Derfor er det folkekirkens – og skolens – opgave at talge alvorligt til ungdommen. Ikke bekræfte dem i deres følelser, men konfrontere dem med det, de helst vil undgår: ansvar, skyld, kald. Kristendommen er ikke en følelse. Det er en forpligtelse.

  • Blogindlæg: Når skærmen bliver gud – de unge flygter fra kristne, danske værdier

    Af Søren Krarup, præst og samfundsdebattør

    Tavsheden breder sig blandt danske unge, der tomt kigger væk og ned på mobilers små skærme i søgen efter svar på dem selv og livets store spørgsmål – men skærmene svarer ikke, de forstyrrer med deres forførende fotografier fra hele verden.

    Da jeg var ung, læste vi bøger og talte med hinanden. Vi mødtes i skolen, i skoven og om søndagen i kirken for at høre Guds Ord. I dag nøjes man med at like hinandens billeder og poste portrætter af iscenesat virkelighed.

    Alligevel er de sociale medier ikke ufarlige mødesteder. De afspejler kulturen og forstærker virkeligheden i vores land, hvor forankringen i det danske, det kristne og det menneskelige er ved at forsvinde. Hvad skete der med værdier som ydmyghed, ansvar, skyld og næstekærlighed?

    Vi er ved at skabe en generation af unge mennesker, der ikke længere ser opad – mod det, der er større end dem selv – men blot indad og udad: ind i skærmen og ud i et digitalt tomrum. Uden at kende deres fædreland og deres Gud er de fortabte og lader sig let forføre af varme landes kulturer og religioner.

    Som præst og ikke mindst som dansker kalder jeg til oprør med denne udvikling. Det kræver både kærlighed og autoritet at gå imod strømmen – men det er vores pligt.

    Forældre, lærere og præster, vi må sammen genvinde modet til at sige til vores unge: “Sociale medier er hverken gode for dig eller vores land”.

    Lad os lede de unge tilbage til Danmark og danske værdier. Til det virkelige nærvær med andre ligesindede. Til fællesskabet, historien, og ikke mindst troen, der binder os sammen i vores lille land.