Søren Krarup – Tidehverv
Forståelsen af denne races humanitære tilstedelseværelse kræver et skarpt blik på hvordan den homo sapiens udvikling har været. Kigger man på den nuværende generation, kan jeg godt være i tvivl om denne evolution har taget en for lang drejning. En drejning hvor man i stedet for at se sine medmennesker i øjnene, kigger man igennem et kamera og fortroer sig med at man have en mentaliseringsevne dermed. Min pointe er at vi ikke skal være sociale, vil man egentlig kunne sige vi er det gennem en skærm? Men at vi husker det gudgivne ansvar, nærmere defineret gudgivne pligt, som giver er det grundlag for vi husker at se “Den konkrete næste”.
At tro på at disse såkaldte apps kan give dig, og kun dig et syn på dit mennskelige og troende jeg, som digataliseret afkom af en voksende eller skabelsesrettig tilgang for din egen skæbne må jeg altså sige er at kaste en sten i et sort hul. Ved denne form for en næsten diskrimenerende sort form for humor for menneskecentrering skaber du ikke andet end en illustration af hvad du aldrig vil kunne opnå gennem redigere billede og hightech gadgets. Denne generelle adfærd er med til at forme ordsproget “du giver en finger, men jeg tager hele armen” for den menneskelige begrænsning af godt nok bliver aldrig tilnærmet. Derfor skal overvejelser om disse apps konkrete mål om at tro på at du kan centreringser dig selv som øvre toppen stoppes omgående!.
Ikke nok med at billede og lignede lignelser om din dagligdag bliver digitaliseret, anser du os din holdning for at være en formiddelsesværdig informativ model for dine medmennesker på disse apps. Du applere til en ordet “lovreligion” og hævder at du selv, naivt set, har en forståelse for de globale reaktioner på guds måde at vise hans magt.
Skriv et svar