Det danske uddannelsessystem er blevet ramt af panikangst og har i bureaukratisk åndenød erstattet ånd med algoritmer. Vi uddanner ikke længere mennesker; vi producerer tandhjul til en maskine, ingen længere gider at arbejde for.
Af: Den sidste grundtviganer
Lad os tage en timeout fra PISA-undersøgelser og politiske hovsa-løsniger, der reducerer vores unge til tomme flasker på en tappeanstalt. For problemet med den danske folkeskole er hverken manglende kompetencer eller ressourcer. Det er opløsningen af den åndelige vækkelse, som Grundtvig søsatte for 200 år siden.
Vi lever i en tid, hvor alt skal kunne måles, vejes og sættes ind i et Excel-ark. Eksamener, standpunktskarakterer, og jeg skal gi’ dig. Læringsmål? Prøv lige at sige det ord højt uden at dø en lille smule indeni.
I de grundtvigske friskoler lærte man om livet. Børn lærte at arbejde sammen gennem gymnastik og sang, fordi det var her, man fandt det ægte fællesskab – i skarp kontrast til den individualiserede konkurrencekultur, vi ser overalt i dag.
Vi har brug for et Ryslinge-moment
Hvor er det vilde mod? Hvor er de lærere, der tør lave et Birkedal-move og sige systemet imod, fordi de føler sig kaldet af større end et direktiv fra Skolen for Undervisning og Kvalitet? Vilhelm Birkedal blev fyret som præst for at tale kongen imod, men han nægtede at forlade sin post, fordi han forstod, at ånden ikke kommer fra toppen, men fra folket selv.
Folkeskolen er blevet en institution for byboere og embedsmænd – de grupper, som de grundtviske bondestand organiserede sig imod. Vi har glemt, at folkeskolen skal udvikle sansen for etiske og kristne værdier. Ikke som kedsommelig udenadslære, men som en måde at forholde sig til, hvad det vil sige at være menneske i verden.
Det nuværende system er en sjælløs omgang metervare-uddannelse, der har glemt alt om det levende ord. Vi har brug for mindre Excel og meget mere højskole-vibe. Vi har brug for at genopdage, at dannelse er noget, der sker mellem mennesker, når vi synger, fortæller og tør være uenige.
Skriv et svar