Debatindlæg af Søren Krarup, repræsentant for tidehvervsbevægelsen
Krigen i Ukraine har endnu en gang mindet os om en grundlæggende sandhed: Fred er ikke noget, man kan ønske sig til. Den må forsvares.
Da Rusland invaderede Ukraine, var det ikke blot et angreb på et territorium, men et angreb på et folks grundlæggende ret til frihed. Når en stormagt angriber et mindre land, er det sjældent forsoning, der bringer retfærdighed, men viljen til at stå imod. Ukraine kæmper ikke blot for sig selv, men for retten til at være en selvstændig nation.
Alligevel lyder der igen og igen i den offentlige debat, krav om fredsforhandlinger og kompromiser, som om enhver konflikt kan løses med gode intentioner og dialog. Men er det ikke en farlig forenkling? For bag denne forestilling ligger en udbredt idé om, at konflikter i bund og grund skyldes misforståelser, som kan opløses gennem samtale alene. Denne forestilling er ikke bare forsimplet – den er direkte vildledende! Ikke alle konflikter udspringer af misforståelser, der blot venter på afklaring. Nogle er rodfæstet i magt og kan derfor kun imødegås gennem modstand.
Forestillingen om mennesket som grundlæggende godt er ikke bare optimistisk – den er virkelighedsfornægtende! Det er en erkendelse, som Tidehvervsbevægelsen altid har insisteret på, og som kristendommen i sin kerne vidner om. Synden er et grundvilkår, og netop derfor er mennesket ikke i stand til at skabe en retfærdig verden af egen kraft. Magt og egeninteresse er ikke et historisk problem, vi er på vej ud af, men en del af menneskets grundvilkår.
Derfor er det heller ikke overraskende, at krig opstår – det er snarere naivt at tro det modsatte. Når Rusland fører krig mod Ukraine, bliver det et brutalt vidnesbyrd om, at magt stadig kan tilsidesætte ret. Og netop derfor er Ukraines kamp ikke blot forståelig, men uomgængelig.
For én ting må stå klart: Et folk har ret til at eksistere som folk – men den ret eksisterer ikke af sig selv. Den findes kun, så længe den forsvares.
Skriv et svar