Børn har ikke brug for flere følgere, de har brug for en næste

Blogindlæg af Søren Krarup – Tidehverv

Der bliver i dagens Danmark talt og skrevet meget om børn og unges brug af sociale medier, men ofte synes jeg, at debatten rammer ved siden af. Problemet er ikke kun skærmtid, algoritmer eller hvilke apps de bruger. Problemet er langt mere grundlæggende. Sociale medier lærer børn og unge meget tidligt, at de skal gøre sig selv til centrum. De lærer, at deres værdi kan måles i likes, følgere og andres opmærksomhed. De vænner sig til hele tiden at se på sig selv udefra og spørge, hvordan de tager sig ud i andres øjne. Det skaber ikke frihed. Tværtimod. Det skaber usikkerhed, selvoptagethed og i sidste ende rodløshed.

Netop derfor mener jeg, at vi har glemt noget helt afgørende i vores tid. Et menneske lever ikke godt af hele tiden at blive set. Et menneske lever af at høre til og af at tage ansvar. Lige netop her er det vigtigt at holde fast i den tanke, at man skal elske sin konkrete næste og nabo. Ikke menneskeheden i det abstrakte, ikke hele verden i store flotte ord, men det menneske, der faktisk står foran dig; i familien, i skolen og i hverdagen. Når børn og unge i stedet lærer at søge bekræftelse fra alle, mister de let blikket for den næste, som de faktisk har et ansvar overfor.

Det er også derfor, jeg ikke tror på, at løsningen bare er flere kampagner om digital trivsel eller endnu et projekt om gode skærmvaner. I denne moderne tid, tror vi altid, at mennesket kan reddes med de rigtige planer, men problemet stikker dybere. Mennesket bliver fristet til at kredse om sig selv, og sociale medier gør netop denne fristelse til en livsform. Derfor har børn og unge ikke først og fremmest brug for flere strategier, de har derimod brug for voksne, der tør sætte grænser, og for fællesskaber, hvor de lærer, at livet ikke handler om at iscenesætte sig selv, men om at være til stede for andre; den næste.

Sociale medier lover fællesskab, men giver ofte det modsatte. Man kan være online hele tiden og alligevel føle sig mere alene. Man kan have mange følgere og samtidig mangle følelsen af ægte nærhed. Hvis vi virkelig vil hjælpe de børn og unge, som vokser op nu og fremover, så skal vi ikke lære dem at begå sig på sociale medier. Vi skal lære dem, at livet ikke begynder i jagten på følgere og likes, men i ansvaret for den konkrete næste og nabo.

Comments

Ét svar til “Børn har ikke brug for flere følgere, de har brug for en næste”

  1. eban68818@edu.ucl.dk Avatar
    eban68818@edu.ucl.dk

    Kære Søren Krarup,

    der er meget, vi kan være enige om her. Sociale medier er nok ikke problemet i sig selv, men de gør bare noget i mennesket tydeligere, som altid har været der – nemlig at vi let kommer til at dreje det hele ind mod os selv.

    Jeg bliver dog lidt forsigtig, når løsningen bliver, at vi “skal lære de unge” noget bestemt eller finde den rigtige måde at få dem tilbage til den konkrete næste. For så kommer det hurtigt til at lyde som endnu et program for, hvordan livet bør leves…

    Mvh. Jesper Langballe (Tidehverv)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *