Når verden igen står i brand

Et blogindlæg af Jesper Langballe (Tidehverv)

Krigen i Iran fylder i disse måneder aviserne og de politiske diskussioner. Man taler om strategier, alliancer og internationale løsninger. Som om verdens konflikter i sidste ende kan ordnes med de rigtige institutioner og den rette politiske vilje.

Den forestilling siger måske mere om vores egen tid end om virkeligheden.

Der har i lang tid eksisteret en stærk tro i Vesten på, at mennesket langsomt forbedrer sig selv, og at historien bevæger sig i retning af mere fornuft og mere fred. Men krige som den i Iran minder os om noget, som tidligere generationer vidste bedre: at mennesket ikke er blevet bedre. Det er det samme menneske som altid.

Det er netop denne illusion, som den teologiske retning Tidehverv gjorde op med allerede i begyndelsen af det tyvende århundrede. Tidehverv opstod som en reaktion mod den optimisme, der troede, at mennesket kunne forbedre verden gennem moral, sociale programmer og religiøs begejstring. I stedet insisterede man på noget langt mere realistisk: at mennesket er en synder, og at kristendommen ikke handler om menneskets forbedring, men om Guds ord, dom og tilgivelse.

Når man ser på krigen i Iran, bliver den indsigt pludselig meget konkret.

Det moderne menneske vil gerne forklare krig som et resultat af manglende dialog eller uretfærdige strukturer. Men konflikter opstår også, fordi mennesket er, hvad det er. Derfor hjælper det ikke at gøre kristendommen til et moralsk projekt, der skal forbedre verden. Det var netop den tanke Tidehverv tog afstand fra.

Kristendommen er ikke et politisk program.

Det betyder ikke, at politik er ligegyldigt. Tværtimod. Som menneske står man altid i et konkret ansvar. Man lever i et land, blandt et folk, i et samfund. Og her må man handle og tage ansvar for sine egne. Næstekærlighed er ikke en abstrakt idé om hele verden, men noget der begynder med den konkrete næste, det fællesskab, man faktisk tilhører.

Derfor hænger kristendom og folk også sammen i et land som Danmark. Den evangelisk-lutherske folkekirke er ikke blot én religiøs organisation blandt mange. Den er vokset sammen med vores historie og vores folk. Den er en del af det fællesskab, der binder landet sammen.

Krigen i Iran løses ikke af kirken. Men den minder os om, hvorfor den klarhed, som Tidehverv har insisteret på, stadig er nødvendig. Nemlig at mennesket ikke frelser sig selv, hverken religiøst eller politisk.

Den erkendelse kan virke hård. Men den er også befriende, fordi den sætter mennesket på plads og lader Gud være Gud.

Comments

Ét svar til “Når verden igen står i brand”

  1. mlkr66720@edu.ucl.dk Avatar
    mlkr66720@edu.ucl.dk

    Jeg kunne faktisk ikke have skrevet det meget bedre selv. Du rammer præcist den illusion, som Tidehverv gjorde op med i sin tid, nemlig troen på, at mennesket kan forbedre verden og frelse sig selv gennem politik, systemer og menneskelige projekter. Jeg synes især, det er stærkt, at du understreger, at næstekærlighed ikke begynder med hele verden, men med den konkrete næste og det fællesskab, man faktisk tilhører. Det lægger sig meget fint op ad det blogindlæg, jeg netop selv har skrevet om sociale medier, hvor pointen netop er, at livet ikke begynder i jagten på følgere og likes, men i ansvaret for den konkrete næste og nabo.
    – Din kollega, Søren Krarup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *