Jeg vender mig i graven af begejstring!

Af Jesper Langballe

At den unge Morten Dahlin, har vovet at sige, at danske soldater skal kæmpe for kristendommen, har naturligvis udløst forargelse blandt det på venstrefløjen og hos de Radigale, som i årtier har levet højt på den illusion, at religion og politik kan skilles ad vievand og olie. Men Morten har jo ret! Han sætter ord på en sandhed, som vi i Tidehverv har forkyndt i en menneskealder, og som kun de åndsfattige kan fornægte.
For sagen er den, at kristendommen ikke er en privat sag. Kristendommen er det fundament, dansken hviler på. Uden kristendommen er Danmark slet ikke Danmark. Vores frihed og værdier er uløseligt bundet til evangeliet om Jesus Kristus. Ikke som sentimental søndagsbeskæftigelse, men som historisk og åndelig virkelighed.

Når de danske Jenser drager mod fronten, er det ikke nok, med floskler og demokrati og menneskerettigheder, som de unge mennesker jo dårligt ved hvad er. De skal kæmpe for Danmark og danskerne og danskerne er et kristent folk i et kristent land. Ikke fordi vi alle tror på gud, men fordi vores kultur, vores sprog, vores love og vores samvittighed er præget af Kristus. At kæmpe for kristendommen er derfor at kæmpe for alt hvad vi har kært og for at de kommende generationer også skal have et sted at høre til.

Tidehverv har altid peget på, at tro er ansvar. Ikke blot fromhed. Vi bekender os til den korsfæstede og opstandene Herre Jesus. ikke en idé, men en virkelighed, der kræver lydighed. Og lydighed mod Gud betyder også vilje til at forsvare Guds skaberværk, Han har givet os Danmark og hinanden. Et land og et folk som er ved at blive rendt over ende af islamister og nu også kosakkerne.

Den overlevelseskamp for dansk kultur, vi står i, er reel. Den føres ikke med bomber, men med værdier og med foragt for alt det, vi har fået i arv. Hvis vi ikke ser i øjnene, at denne kamp også kræver vilje til modstand, har vi allerede tabt.

Morten Dahlin skal ikke skældes ud. Når han påpeger at den kulturkamp også hører til i forsvaret. Lyt dog til den unge mand, for han har, måske uforvarende, sagt noget vigtigt. Noget, præster burde sige fra prædikestolen. Nemlig at vi har noget at kæmpe for og at vi har Gud med på vores side.