Blok indlæg af: Kresten Thaning fra tidehverv
I dagens overfladiske debat om børn og unges brug af sociale medier overser man fuldstændig sagens åndelige kerne. Man samles over mistrivsel og søger psykologiske lappeløsninger, men man nægter at se, at vi har ladet en hel generation vokse op i et grænseløst sværmeri. Siden 1968’s frigørelse har man haft travlt med at skille folk fra deres sande ansvar for ægteskab, familie, folk og land. De sociale medier og flugten ind i en virtuel verden, er blot kulminationen på denne falske frihed.
Guds fordring handler om at elske sin næste midt i det konkrete hverdagsliv. Og her må man huske på, at det kun er i mødet med den helt konkrete næste, at man kan møde deres indre tanker. Men ens næste findes ikke på en skærm! Ens næste er den fysiske person, du er sat overfor, ikke en global abstraktion eller et opdigtet fællesskab på internettet. Når vi fjerner grænserne og bider på globalismens ideologi, erstatter vi i realiteten Gud med os selv og tror, at vi ved, hvad der er det rigtige for alle at mene og gøre.
Vi bilder i dag de unge ind, at de er globale verdensborgere med rettigheder. Men som menneske har man pligter, ikke rettigheder, og ens pligt som dansker er at gøre godt mod vores danske næste. At tro, at de unge kan skabe deres egen perfekte, globale virkelighed på nettet, er blot udtryk for moralsk bedreviden. Over alt menneskeligt må der lyde en dom, for alt i mennesket er præget af synden.
Lad os få begge ben ned på jorden igen og være jorden tro. Vi skal væk fra det skærmbaserede drømmeri og fastholde Danmark som den virkelige og forpligtende sammenhæng, hvori næstekærligheden rent faktisk skal øves af danskere.