Vi taler meget om unge i dag. Om deres skærmtid, deres trivsel og deres identitet. Men måske stiller vi det forkerte spørgsmål.
For spørgsmålet er ikke, hvordan vi får unge væk fra deres telefoner. Spørgsmålet er, hvad vi giver dem i stedet.
Som grundtvigianer tror jeg på, at mennesket først og fremmest bliver til i fællesskabet. Ikke alene. Ikke bag en skærm. Men i mødet sammen med andre mennesker.
Vi har i alt for høj grad gjort livet til et individuelt projekt. Unge skal finde sig selv, skabe sig selv, præstere sig selv. Men mennesket er ikke skabt til at stå alene. Vi er skabt til at høre til sammen.
Derfor er svaret ikke flere regler eller at pege fingre af hinanden.
Svaret er fællesskaber. Steder hvor unge kan mødes uden at skulle præstere. Hvor de kan synge, tale, grine og være mennesker sammen og være sig selv.
Det er det, højskolen kan. Det er det, foreningslivet kan. Og det er det, vi som samfund må værne om.
For når mennesket får lov til at være en del af noget større, vokser det. Ikke ved tvang, men i frihed.
Og det er nemlig friheden som er afgørende. Friheden til at tænke, tro og leve sit liv. Ikke alene, men sammen med andre.
Hvis vi vil unge det godt, skal vi ikke først og fremmest ændre deres vaner. Vi skal give dem et sted at høre til.
Det er ikke bare en løsning. Det er et menneskesyn.
For som man kunne sige: “live together, die alone” men netop derfor er det fællesskabet, mens vi lever, der giver livet mening.