Kategori: Religion

Af Jesper Langballe

At den unge Morten Dahlin, har vovet at sige, at danske soldater skal kæmpe for kristendommen, har naturligvis udløst forargelse blandt det på venstrefløjen og hos de Radigale, som i årtier har levet højt på den illusion, at religion og politik kan skilles ad vievand og olie. Men Morten har jo ret! Han sætter ord på en sandhed, som vi i Tidehverv har forkyndt i en menneskealder, og som kun de åndsfattige kan fornægte.
For sagen er den, at kristendommen ikke er en privat sag. Kristendommen er det fundament, dansken hviler på. Uden kristendommen er Danmark slet ikke Danmark. Vores frihed og værdier er uløseligt bundet til evangeliet om Jesus Kristus. Ikke som sentimental søndagsbeskæftigelse, men som historisk og åndelig virkelighed.

Når de danske Jenser drager mod fronten, er det ikke nok, med floskler og demokrati og menneskerettigheder, som de unge mennesker jo dårligt ved hvad er. De skal kæmpe for Danmark og danskerne og danskerne er et kristent folk i et kristent land. Ikke fordi vi alle tror på gud, men fordi vores kultur, vores sprog, vores love og vores samvittighed er præget af Kristus. At kæmpe for kristendommen er derfor at kæmpe for alt hvad vi har kært og for at de kommende generationer også skal have et sted at høre til.

Tidehverv har altid peget på, at tro er ansvar. Ikke blot fromhed. Vi bekender os til den korsfæstede og opstandene Herre Jesus. ikke en idé, men en virkelighed, der kræver lydighed. Og lydighed mod Gud betyder også vilje til at forsvare Guds skaberværk, Han har givet os Danmark og hinanden. Et land og et folk som er ved at blive rendt over ende af islamister og nu også kosakkerne.

Den overlevelseskamp for dansk kultur, vi står i, er reel. Den føres ikke med bomber, men med værdier og med foragt for alt det, vi har fået i arv. Hvis vi ikke ser i øjnene, at denne kamp også kræver vilje til modstand, har vi allerede tabt.

Morten Dahlin skal ikke skældes ud. Når han påpeger at den kulturkamp også hører til i forsvaret. Lyt dog til den unge mand, for han har, måske uforvarende, sagt noget vigtigt. Noget, præster burde sige fra prædikestolen. Nemlig at vi har noget at kæmpe for og at vi har Gud med på vores side.

Af Anders Nørgaard, grundtvigiansk valgmenighedspræst

Ved jorden at blive, det tjener os bedst – det ser vi tydeligt, når vi kigger mod USA, hvor præsidenten fra sit høje Trump Tower spionerer på et mineralstruttende hjørne af vores rigsfællesskab, som han nu vil købe og eje.

Hr. Trumps ukristelige købmandsmentalitet truer ikke blot Grønlands ro og fred, men hele det danske rigsfællesskabs åndelige sammenhængskraft og det oplyste menneskesyn, som vi bygger vores dannelse og fællesskab på: Vi tror ikke på at eje hinanden – vi tror på frihed for Loke såvel som for Thor.

Trump repræsenterer det stik modsatte af, hvad vi grundtvigianere går ind for. Hvor vi taler om “menneske først – kristen så”, prædiker han: ”Amerika først – mig selv ligeså”. Hvor vi hylder skolen, kirken og folkehøjskoler og et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt, dyrker Hr. Trump kun magt, Musk og mammon.

Men Rigsfællesskabets folkeånd er ikke til salg. Vi fører løver i vort skjold – og vi lader os ikke købe. Ikke i går, ikke i dag, ikke i evighed.

Af Kenneth Ejmann Hvidløgstrup

Vi lever i en tid hvor flere ser tilbage på Grundtvigs tanker omkring oplysning og uddannelse med henblik på revitalisering. En af disse tanker var ønsket om en eksamensfri skole. Grundvig mente ikke skolegang var til for at forberede til en eksamen, så man kunne bevise at man havde gennemført den påkrævede skolegang, og på baggrund af dette bevis, være kvalificeret til deltagelse i samfundet. Her bliver det meningsfulde ikke det, der sker i skolen, men det der kommer efter. Skolen er blot forberedelse til det virkelige liv, eksamensbeviset er billetten til det.

For mig at se har vi stadig brug for Grundtvigs kritik. Eksamens-tænkningen viser sig nemlig utilstrækkelig fra to sider. Dem kommer jeg til. Først vil jeg svare de modsigelser der ofte rejser sig, når man diskuterer afskaffelse af eksamenskravet: hvordan ellers sikrer men sig, at eleverne får det ønskede udbytte af deres lange skolegang? Eller udtrykt med analogier som “Ville du lade dig operere af en læge, der ikke har bestået en eksamen?”

Mit flabede svar på det sidste spørgsmål er: “Tør du lade dig operere af en læge, der blot har bestået en eksamen?”

Længe har vi været bevidst om den anden side af eksamen-logikkens præmis, da vi har set dygtige elever klare sig ringe til eksamen. Måske på grund af angst, men i endnu mere foruroligende tilfælde, på grund af manglende sammenhæng mellem meningsfuld deltagelse i undervisningsaktiviteter på den ene side, og politisk motiverede kompetence-krav (a la Fælles Mål) på den anden. Disse er eksempler på hvordan eksamener kan levere falske negativer: eleven er dygtigere end eksamensbeviset viser. Men med den moderne teknologi må vi også forholde os til false positiver: eleven er ikke dygtig til faget, men han er dygtig til eksamen. En upartisk, udefra kommende censor, som så længe har været anset som den ideelle “dommer”, har ikke forudsætninger for at se forskel på de to.

Teknologien har udfordret eksamens-tanken, der bygger på en klar sammenhæng mellem undervisning, deltagelse, læring og konkret udbytte i form af kvantificerbare færdigheder. Med brug af kunstig intelligens har mange lært at springe direkte til det sidste. Og hvorfor skulle de ikke gøre det, hvis det er det, de bliver bedømt på? Mennesket er ikke født dovent. Det er født i den energiske skaberguds billede. Svaret er ikke at vi skal træne dem i at arbejde hårdere for samme udbytte. Vi skal lære dem, at det ikke kun er udbyttet, der gælder. Skolens formål er ikke forberedelse, det er livsoplysning. Det fordrer en meningsfuld omgang med tilværelsen. Det kræver at skolen også bliver en del af livet.

Selvfølgelig er dette ikke et skift, man kan gennemføre fra den ene dag til den anden via politisk mandat ovenfra. Og jeg ønsker ikke at forestille mig, at jeg har alle svarene på, hvad der er ret og klogt at gøre. Men så længe afgangseksamen forbliver det endegyldige symbol på tilfredstillende skolegang, vil det blive en hård kamp at overbevise eleverne om dette “nye” skoleideal.

Af Søren Krarup, Tidehverv

Der findes intet mere alvorligt end menneskelivet. Vi er ikke sat i verden for at fornøje os, men for at tage ansvar – for os selv, vores næste og den verden, Gud har betroet os. Derfor gør det mig oprigtigt bekymret at iagttage den ungdom, som i dag lever i en virkelighed styret af skærme og sociale medier. Det er ikke virkelighed, men illusion. Ikke dannelse, men distraktion.

TikTok, Instagram og hvad de ellers hedder, disse moderne afguder, lokker unge mennesker til at tro, at det vigtigste i liver er synlighed og popularitet. Men det er løgn. Sandheden er, at mennesket er skabt i Guds billede – og netop derfor kaldet til ansvar, til skyldserkendelse, til tro. Ikke til selviscenesættelse og følelsesflimmer.

Tidehverv har altid stået fast på, at kristendommen er et opgør med tiden tomhed. Og sjældent har denne tomhed været mere påtrængende end i dag. Vi lever i et samfund, hvor intet længere er helligt. Hvor autoriteter nedbrydes, hvor traditioner hånes, og hvor ethvert ungt menneske opfordres til at “være sig selv” – som om det skulle være nok. Men hvem tør længere sprøge: Hvad vil Gud med mig?

Det moderne menneske har mistet sin forankring. Og det moderne samfund har vendt ryggen til den kristne sandhed. Derfor er det folkekirkens – og skolens – opgave at talge alvorligt til ungdommen. Ikke bekræfte dem i deres følelser, men konfrontere dem med det, de helst vil undgår: ansvar, skyld, kald. Kristendommen er ikke en følelse. Det er en forpligtelse.

Af Søren Krarup, præst og samfundsdebattør

Tavsheden breder sig blandt danske unge, der tomt kigger væk og ned på mobilers små skærme i søgen efter svar på dem selv og livets store spørgsmål – men skærmene svarer ikke, de forstyrrer med deres forførende fotografier fra hele verden.

Da jeg var ung, læste vi bøger og talte med hinanden. Vi mødtes i skolen, i skoven og om søndagen i kirken for at høre Guds Ord. I dag nøjes man med at like hinandens billeder og poste portrætter af iscenesat virkelighed.

Alligevel er de sociale medier ikke ufarlige mødesteder. De afspejler kulturen og forstærker virkeligheden i vores land, hvor forankringen i det danske, det kristne og det menneskelige er ved at forsvinde. Hvad skete der med værdier som ydmyghed, ansvar, skyld og næstekærlighed?

Vi er ved at skabe en generation af unge mennesker, der ikke længere ser opad – mod det, der er større end dem selv – men blot indad og udad: ind i skærmen og ud i et digitalt tomrum. Uden at kende deres fædreland og deres Gud er de fortabte og lader sig let forføre af varme landes kulturer og religioner.

Som præst og ikke mindst som dansker kalder jeg til oprør med denne udvikling. Det kræver både kærlighed og autoritet at gå imod strømmen – men det er vores pligt.

Forældre, lærere og præster, vi må sammen genvinde modet til at sige til vores unge: “Sociale medier er hverken gode for dig eller vores land”.

Lad os lede de unge tilbage til Danmark og danske værdier. Til det virkelige nærvær med andre ligesindede. Til fællesskabet, historien, og ikke mindst troen, der binder os sammen i vores lille land.